I Danmark er jeg født…

To uger tilbage. Wam bam, thank you ma’am.

Tiden er gået hurtigt. Især fordi en del af min sidste tid herovre er gået med at falde for den by, jeg i første omgang ikke var imponeret over.

I San Francisco er 6. december en dag, hvor de spredte skyer ikke har anden funktion end at understrege, hvor blå himlen er. Jeg har mistet min jakke under weekendens tur til Lake Tahoe, men det er ligegyldigt. For jeg har ikke brug for en jakke herovre, og den jakke, jeg havde, ville være nyttesløs alligevel, når flydøren åbnes i Billund om noget der ligner 14 dage og 18 timer.

San Francisco har fået tag i mig. På trods af alle dens negative sider, er den kommet under huden på mig. Udflugter til Utah, Las Vegas, Los Angeles etc. har alle fået mig til at sætte større pris på byen ved bugten. Glæden ved at vende ‘hjem’ dertil bliver større og større for hver gang jeg tager turen.

Når jeg står med mine kufferter på rulletrappen op fra 16th street and Mission’s BART station og møder en bøvet mand med skæg og akustisk guitar, som med præcis samme hastighed som jeg selv er på vej i den modsatte retning, kan jeg ikke lade være med at smile for mig selv. Ikke fordi han ligner en kæmpe spade og lugter af pot, men fordi jeg har savnet ham.
For han er symbol på San Francisco og den energi, byen har.

Jeg savner på mange måder Danmark. Men jeg er også begyndt at afsky, hvordan vi har nok i os selv og synes, at alle andre kan pisse af. På højeste politiske niveau. Vi er det mest systematisk racistiske land i den vestlige verden, og det skræmmer mig.

Vi skal prise os lykkelige for at vi har Den Lille Havfrue, Kronprinsesse Mary (som jo ikke kunne have fået sin Frederik, hvis ikke det var fordi han var kongelig og var hævet over vores latterlige lortelove – allitterationer er der nok af, også om navngivne personer i visse politiske partier, men dem kan vi tage en anden gang), Nyhavn og bajere. Masser af bajere.

For hvis vi ikke havde de ting, ville turisterne ikke give en fuck om vores lille selvfede skodland, hvor vejret stinker og folkesjælen efterhånden er begyndt at gøre det samme, og vi ville blive efterladt til at drukne i vores eget lort af selvtilstrækkelighed og fremmedhad.

Jeg elsker Danmark, og jeg savner det land, som jeg bliver mere og mere klar over, altid vil være mit hjem. Men der er sgu something rotten in the state of Denmark, og det gælder ikke bare lugten på Nørrebro Station.

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.
Der har jeg rod, derfra min verden går.

Ja, jeg sagde ‘derfra’ min verden går, og ikke ‘dertil’ min verden går. Det ku vi få gavn af at skrive os bag øret. Vi har et dejligt land, så lad os lige tage at dele dejligheden med resten af verden.
På den måde behøver vi udvekslingsstuderende heller ikke at sige ‘men’ når vi fortæller om velfærdsstat, cykelstier og alt det andet, udlændingene misunder os for.

Så tag dig lige sammen, ikk, Danmark? Du har to uger fraaaaaaaaaa nu af!

Los Angeles – Byen, som ikke eksisterer

Jeg tilbragte min weekend i det sydlige Californien. Nærmere bestemt San Diego og Los Angeles. Og selvom jeg havde en fantastisk tur, har det fået mig til at sætte større pris på San Francisco. Og jeg begynder at forstå, hvorfor amerikanerne konstant taler som San Francisco som værende ‘very European,’ selvom den absolut ikke er det. For sammenlignet med Los Angeles, er udsagnet ganske sandt.

Cristina, en af mine rejsekammerater sagde undervejs på vores tur: “I really like this place. But it seems like it’s meant for lost people.”

Og hvor er det sandt. Los Angeles er lavet til fortabte folk. Folk på farten. Alt er drivethru’s, og man får fornemmelsen af, at folk kan leve et helt liv her uden nogensinde at forlade deres bil. Folk jager rundt i deres firhjulede efter en eksistens som ikke findes. Et liv som ikke er der. Konstant er de på farten uden nogensinde at nå et bestemt sted hen.

Los Angeles er ikke et hjem. Og det er heller ikke en by. Los Angeles er en uendelig forstad til en storby, som ikke eksisterer.

Hollywood eksister, jeg så det selv. Det samme gør Venice Beach, Beverly Hills, Santa Monica, Long Beach etc. Men selve byen Los Angeles er et fatamorgana.

Midtvejshvad?

På trods af at USA netop er vågnet efter gårsdagens midtvejsvalg, er der i San Francisco kun et svar på spørgsmålet ’Who won?’ – GIANTS!

Byen har baseballfeber og i dag var indbyggerne, som ellers har ligget i sprit i seks dage (kombineret Halloween-fejring og World Series-sejre, som artede sig således at der var anledning til kampdråk uafbrudt i en lille uges tid), stået overraskende tidligt op for at fejre de hjemvendte helte.

World Series trofæet var blevet vundet på udebane mod Rangers i Texas (hvor George W. Bush i øvrigt var den yngste tilskuer på tribunerne), og nu skulle den skinnende pokal og vinderne af den så hyldes i hjembyen (læs: med tilhørende konfetti, skubben og ’USA! USA! USA!-råb)

Solen skinnede fra en skyfri novemberhimmel (Touché, San Francisco), og jeg havde taget den 90 (normalt 45) minutter lange sporvognstur til downtown for at se giraffen. ’Giraffen’ var som før omtalt The San Francisco Giants – World Champions (en titel som dækker over, at man er det bedste baseball hold i USA og måske også i Japan).

Og den fik hvad den kunne tage (og pænt meget mere til). Hundredetusindvis af fødder trampede på hinanden, Journey bragede ud af højtalerne og alt hvad der bare nærmede sig lugten af blå blink var tilstede. Der var politibetjente i busser, i biler, på motorcykler, til fods og sågar på almindelige menneskeyckler. Sødt så det ud.

Da vi efter de obligatoriske to timers venten og skubben, kom den længe (to timer er lang tid) ventede karavane. Og igen var der skrabet alt hvad der kunne gå og i bogstaveligste forstand også alt hvad der ikke kunne gå sammen til et optog af dimensioner.

Da spillerne endelig ankom i hver sin sporvogn havde jeg næsten glemt, hvad vi egentlig var der for. Jeg kan forestille mig, det er sådan gæsterne på Roskildefestivalen har det, når musikken endelig begynder at spille. Men de var der allesammen. Wilson, Lincecum, Uribe, Renteria og… Alle de andre, som jeg ikke har ulejliget mig til at lære navnene på.

I sandhed en fantastisk dag, som – hvis man stadig befandt sig downtown – på ingen måde er slut endnu.

Undertegnede har dog sat punktum for dagens aktiviteter og prøver nu at finde vej til nyhedssiderne. For var der ikke noget med et valg i går?

 PS: Jeg undskylder for den manglende bitterhed. Kampdråk, et Indian Summer-comeback og generel trivsel har medført en modbydelig livsglæde her på det seneste.

Kill them with kindness…

I USA findes der folk, som bare er oprigtigt godhjertede og rare mennesker. Og det forvirrer mig.

En samtale kan foregå sådan her:
– Mig: [Udsagn X]
– Venlig og ejegod person fra USA: Wow, that sounds wonderful. I’m so happy that you like [objekt Y]
– Mig: … (her går min hjerne kold.)

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige. Som skandinav har jeg absolut ingen anelse om, hvordan jeg skal svare et menneske, som oprigtigt er interesseret og beæret over at kunne dele sit land med mig.

De første fem ideer til sarkastiske bemærkninger presser sig på i mit hoved. Men jeg nægter at lade dem komme ud. Jeg kan ikke skyde ham ned, denne amerikaner, som udviser en ligefrem venlighed og et ejegodt væsen, som aldrig er set lignende nord for Hamburg.

I stedet nikker jeg som regel bare og smiler. Smiler, selvom jeg er pinligt klar over, hvordan den netop overståede seance har stillet mig ansigt til ansigt med det faktum at jeg er et småligt, småligt menneske.

Det er som regel efter en sådan ordudveksling at jeg (igen-igen) lover mig selv, at når jeg kommer hjem til Danmark, vil jeg smile til fremmede i supermarkeder og busser og give folk et stykke af mig selv, som forhåbentligt kan redde deres dag. Velvidende at det løfte med al sandsynlighed vil blive brudt allerede inden jeg forlader lufthavnen…

Du må ikke bruge Wikipedia…

… Men alle andre kilder er ok at bruge, så længe du ikke tænker en selvstændig tanke…

Det synes at være mottoet på SFSU (og så vidt, jeg har forstået også på en lang række andre amerikanske universiteter). Mit indtryk er, at fordommene om, at Universitetet herovre er som gymnasiet i Danmark, er fuldstændig korrekte. Der er godt med udenadslære og ‘hvad synes du selv’ og ingen refleksion.

Afleveringerne er en joke, og alt går op i at optjene credits i stedet for rent faktisk at bruge sin hjerne til andet end grundlæggende forståelsesspørgsmål. Som lidt bonusinfo kan jeg nævne, at en af mine medstuderende får extra credit, fordi han hjælper læreren med at betjene videoafspilleren. Ja, et tryk på knappen med trekanten på giver dig sgu en bedre karakter. Hvis der er noget, man skal High Five på lige efter et kompliceret toiletbesøg, så er det fandme det her.

Til gengæld er timerne spændende og underviserne er inspirerende. Som regel. Jeg tager fire fag. Tre af dem; African American History, Cultural Diversity & US News Media og Children & Media er – omend den akademiske udfordring er for lille til at man kan lukke den op og skide i den – allesammen fag, hvor emnet er interessant, og underviserne er rigtig gode.
At mit sidste fag, World Religions så er så gabende kedeligt, at man overvejer om man skulle sy sine håndflader sammen, simpelthen for at få tiden til at gå, er således mindre vigtigt.

En anden kilde til inspiration og underholdning er ens medstuderende, som meget praktisk kan deles op i to grupper:

1. Dem, som rent faktisk har en interessant historie og noget at byde på. Denne gruppe er overraskende stor. Folk i USA – især fra den arbejdende klasse – får ikke tingene foræret. De må kæmpe for dem, hvilket giver karakter og gør, at de ikke er så røvkedelige, som hjemme i Danmark.

2. Dem, som ikke har oplevet noget som helst, og generelt bare er mega dumme. De kommer i alle former og farver, men jeg aner en overrepræsentation af lyshudede piger, som taler ‘ohmigod, like thiz’.

Sidstnævnte gruppe er der også mange af. Jeg har konfereret med de andre udvekslingsstuderende og til at begynde med, kunne vi ikke forstå det. Hvorfor var folk så pissedumme? Det var for nem en forklaring, at vandstanden i den amerikanske genpøl simpelthen bare var for lav.

Efter at have deltaget i nogle undervisningstimer, begyndte der dog at vise sig et mønster. Under en diskussion om The African Holocaust, rakte en dreng hånden op og talte i ramme alvor om en Summer Camp, han engang havde været på, og om hvordan den bare havde været alletiders. Hans oplevelser havde på absolut ingen måde noget som helst at gøre med emnet. Men der var ingen, som kastede bøger efter ham eller råbte at han spildte vores tid og skulle holde sin kæft, som vi ellers gør i Danmark (når jeg siger ‘vi’ mener jeg ‘mig selv’).
Mønsteret gentog sig igen og igen. Herovre er det tilsyneladende helt legitimt at række hånden op og så bare lade munden løbe, mens hjernen siver ud og lander i skødet. Folk har absolut intet filter eller evne til at overveje, om deres brain farts skal deles med omverdenen.

Men hvorfor skulle de også det? De har intet incitament til at gøre det. Herovre handler det om at gøre sig bemærket hos læreren så mange gange som muligt under en time, og intet udsagn er for dumt.
De studerende i 2. gruppe er således ikke nødvendigvis dummere end andre mennesker. De er bare produkter af et skolesystem, som fra barnsben har podet folk til på ingen måde at tænke selv.

Man kan være blød som smør og stadig være straight A student, så længe man laver sine lektier. Alt er udenadslære, og fænomenet ‘refleksion’ er en by i like, Europe… Or whatever.

I princippet meget inspirerende og på linje med The American Dream. Altså, at man kan opnå resultater, hvis bare man kæmper for det. Men hvad så med alle de begavede studerende? Hvad skal de få tiden til at gå med, når de er færdig med ‘basic comprehension?’

Jeg begynder at forstå, hvordan vi stadig formår at være konkurrencedygtige i Danmark.

En lille bid af himlen

For at det hele ikke skal være negativt (Der skal nok komme MEGET mere fra den boldgade. Tro mig, ‘Gade’ er slet ikke ordet. ‘Motorvej’ er mere passende. Vi er jo trods alt i et udviklingsland, som, på trods af at de har opfundet atombomben og smartphonen, har en ikke-eksisterende infrastruktur og et mobilnet som er mere hullet end Dansk Folkepartis partiprogram (hø hø, fuck jeg er sjauv på den politiske – og rigtige, venstreorienterede – måde).

I USA har de nemlig et fænomen, som heder ‘Burrito’. En burrito er kort sagt alt det bedste i hele verden pakket ind i en pandekage (også kendt som ‘tortilla). Burritos skal helst nydes i Taqueriaer, som er små mexicanske madsteder, hvor lige så mexicanske mænd og kvinder bedriver det fantastiske håndværk, det er at sammensætte en burrito, mens højtalerne i vindueskarmen spiller lystig mariachi-musik med MASSER af Tuba.

Jeg havde egentlig lovet at begrænse mig selv til en enkelt burrito om ugen, men det er svært at overholde, når man deler hus og køleskab med piger, som skriver deres navn på ketchupflasken (Ja. Ketchuppen, som koster 2,29$ og kan vare mindst til udgangen af semesteret er fandme ‘property of’, I shit you not!). Jeg har således lært at sætte enorm – men på ingen måde for stor – pris på Burritoens herligheder.

Det mest fantastiske ved det ædle håndværk, det er at lave burritoer, er burittosnedkernes evne til at mase uendelige mængder bønner (black beans, what else), ris, ost, kød, salat, guacamole og creme fraiche ind i tortillaen.
Enhver, som har prøvet at spise en hjemmelavet burrito, hvor fyldet falder ud af den ene ende, eller hvor hele lortet sprækker, fordi man blev for grådig, da man fyldte i den, ved, at det er en irriterende umulig opgave. Og de mennesker, som påstår, at det kan lade sig gøre for almindelige dødelige, har ikke set det bjerg af fortrindelig pruttebenzin, de ædle mexicanske madhelte formår at mase ned i en tortilla, mens man med julelys i øjnene ser til.

Allerede på introforløbet (på det internationale semester på San Francisco State University) blev vi advaret om den tyske dreng, som forrige år spiste en burrito hver dag under sit ophold i San Francisco, og som efter sin hjemkomst til Europas solar plexus gik så burritokold, at han var på selvmordets rand.

Og jeg kan forstå ham. Selvfølgelig kan jeg det. En burrito kan redde en dag. Og det har den gjort for mig. Mangt en gang. Som for eksempel den septemberdag, hvor alt gik skævt og det eneste, som holdt mig kørende var tanken om, at når skoledagen var slut, så skulle jeg fandme have en burrito. Damen bag skranken kiggede på mig. Jeg ved ikke, om hun kunne se det i mine øjne. Det eneste jeg ved var, at ord var unødvendige. Hun tog det af sig selv at give mig dobbelt dosis guacamole og den dag i dag er jeg stadig taknemmelig herfor.

Viva Mexico, Viva los burritos!

PS: Som et lille turist-tip, kan jeg anbefale en ‘burrito mojado’ på Taqueria Cancun, som ligger på 18th & Mission.

California – The Land of Boxes

Alt i USA (og i særdeleshed Californien) handler om bokse. Det lærer jeg om i faget ‘Cultural Diversity and US News Media’. Mere konkret handler alt i USA om penge, og boksene er med til at bestemme, hvordan de penge skal fordeles.

Mere specifikt handler boksene om amerikanernes etniske baggrund, for nogle etniske ophav udløser flere bonuspoints end andre. Og eftersom en ordentlig klump af indbyggerne i Californien på den ene eller den anden vis er ‘mixed race’, er der tilsyneladende gået sport i at spekulere i sin race, så man kan få flest mulig penge til sit studieophold. Det kan jeg jo kun synes er alletiders.

Hvad der imidlertid ikke er alletiders er de fordomme og stereotyper, som dette system efter manges – heriblandt min – mening fastholder hos amerikanerne.

For hvorfor skal man have flere penge bare fordi man er sort? Jeg kan stille spørgsmålet ‘ er det ikke nedlandede over for sorte automatisk at antage, at de ikke har penge til at gå på Universitetet?’. Jeg kan også svare, at ‘Jo gu fanden er det da det.’

Situationen er -surprise surprise – dog sådan, at det ofte er tilfældet at f.eks. sorte amerikanere og efterkommere af indianere (Indians, Native Americans, eller det helt fucked op ‘American Indians’, som er 100 procent udækkende, da de ikke er indere og ret beset ophold sig på Amerikansk jord før det var amerikansk) ikke har penge til at gå på universitetet.
Men så kunne man jo uddele pengene på basis af indkomst oder was? Det andet fastholder (det har jeg nemmerlig også lært, ja som at jeg har) nemlig de pågældende befolkningsgrupper i en ond spiral af selvdestruktiv tankegang (som vi, ja, os, europæerne, mere eller mindre er skyld i ved at ‘frelse’ dem og føre dem til Herren, og derefter bruge århundreder på at fortælle dem at de ikke er lige så gode kristne og mennesker som vi er)

Ud over forudindtagede holdninger om bestemte befolkningsgruppers indkomst, medfører boksopdelingerne også fastholdelsen af en lang række andre – om end væsentligt mere grinagtige – stereotyper.

F.eks. er det et amerikansk stereotyp at sorte mennesker elsker vandmelon. For det første: What the fuck?! Og for det andet: Hvem elsker ikke vandmelon?!

Omvendt er det også et stereotyp, at hvide mennesker er kiksede, arrogante, ignorate og – værst af alt – elsker mayonnaise. FOX News gør sit bedste for at opretholde disse fordomme (dog ikke den med mayonnaisen… SÅ vidt jeg ved).

Men den underligste fordom er sgu alligevel den, at mexicanere er dovne. Den fatter jeg ikke. Mexicanere arbejder hele tiden og mange af dem besætter jobs som ‘hvide’ amerikanere ikke gider at have. De er et uvurderligt boost til USAs økonomi og produktion. Mit personlige stereotyp af mexicanere er, at de fandme er de eneste herovre, som kan finde ud af at lave noget ordentligt.

Velkommen til San Francisco – Her taler vi Kinesisk

USA er som bekendt et multietnisk land. Det ved vi fra TV-serierne. Der er hvide, sorte og mexicanere (som hedder ‘latinos’ herovre. Medmindre altså, at de er ‘hispanics’ og ikke ‘latinos’, så hedder de nemlig ‘hispanics’, og det er alt sammen mega latterligt og kompliceret, men det kommer vi garanteret ind på senere).

Og så er der ikke rigtigt flere befolkningsgrupper, som det er nødvendigt at holde styr på. Ikke i TV-serierne, i hvert fald. Men enhver, som har været i San Francisco ved, at TV-serierne har glemt at fortælle os noget. I USA er ca. 4,5 procent af befolkningen af asiatisk (hovedsageligt Kinesisk) afstamning, men for hovedparten af USA betyder det ikke noget, da noget nær samtlige asiater i hele landet bor i San Francisco.

Her har en whopping 35 procent af indbyggerne således asiatisk bag- og i langt de fleste tilfælde også forgrund.
I den vestlige bydel, Sunset, hvor jeg – trods advarsler fra lokale – har valgt at bosætte mig, er tallet nærmere 80 procent. Her skal man lede længe efter folk, som har engelsk som modersmål, mens man til gengæld kan fodre svin med folk, som slet ikke kan engelsk. Hovedsproget på bussen er mandarin (meget højlydt, når det tales af ældre kinesiske kvinder, væsentligt mere lavmælt, når det gælder mændene), og hovedlugten er rå fisk.

Fælles for samtlige Europæiske udvekslingsstuderende er, at vi harsvært at finde os til rette med de kulturforskelle, det medfører. Man opdager virkelig, hvor meget indflydelse det har, at man vokser op med andre befolkningsgrupper og derved vænner sig til andre kulturer.

Og det kan jeg kun bifalde. For jeg har ikke vænnet mig til kulturforskellene. Og det kommer jeg fandme heller ikke til. Og jeg er vred. Ikke så meget på kineserne, for de kan jo ikke gøre for det. De synes jo sikkert også at jeg er underlig, når jeg ikke smasker højlydt, spiser hønsefødder (og i øvrigt ALT andet fra hønen oveni), går med vest og træsko og skælder ud over alt og alle på offentlige transportmidler.

Næh du. Jeg er vred på TV-serierne. Hvad med lige at give os et heads up? Vi (os europæiske studerendde, remember?) føler ligesom at vi har fået ‘more than we bargained for’ og kunne da godt have brugt en TV-serie fra San Francisco, som havde forberedt os på realiterne.

Og det gælder ikke kun befolkningssammensætningen. Når de alligevel er i gang, kunne TV-serierne også godt forberede os stakkels udlændinge på det San Francisciske vejr, som jo er lort. Det er som om byen er en tågebastion i en stat med ellers paradisisk vejr.
Det kan godt være, vi befinder os i Sunny California, men det har man altså glemt at fortælle i San Francisco. Det er konstant overskyet og pissekoldt og regnvejr. Og selv når det ikke regner, sørger skyer i knæhøjde for at man bliver gennemblødt på vej til bussen.
For at gøre ondt endnu værre, er det altid godt vejr lige nord for Golden Gate Bridge (I ved, den der røde bro fra filmene. Farven er i øvrigt ligegyldig, for den er altid indhyldet i tåge, så man ikke kan se den). Solen hænger derovre og griner af os. Os idioter, som bor i foggy San Francisco. For at det ikke skal være løgn, brændte hele byen ned i 1906, hvilket jo gav en perfekt anledning til athive teltpælene op og slå lejr på den anden side af bugten. Men næh nej. Man byggede den sgu op det samme lortested. Det bliver næsten helt pythonsk.
“We built a town in the fog. It burned down, but we damn well built it again… In the fog”
Til det kan jeg kun sige “But I don’t want it, daddy!”

If you’re going to San Francisco…

Så husk for helvede at tage en paraply med, for vejret er lort. Lort, siger jeg dig!

Damn… Jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg ikke ville gøre det. I princippet fordi det vist nok er et krav fra skolen at vi skal gøre det, hvis vi skal bestå semesteret.

Men nu gør jeg det altså alligevel. Starter en blog, altså. Mest fordi jeg i den grad er blevet ramt af vinterdepression. Ja, vinterdepression. Det sker åbenbart, selv når destinationen hedder Californien og kalenderen siger oktober. Og jeg føler, at jeg må dele min weltschmertz med resten af verden.

 Som en sekundær (men absolut ikke uvæsentlig) grund kan jeg nævne, at jeg – som følge af indtagelsen af en overdosis Oreo’s (direkte konsekvens af vinterdepressionen) – har galoperende hjertekvababbelser, krampe i blodårerne, kvalme og absolut ingen udsigt til søvn, selvom klokken siger pænt meget over midnat, og jeg derfor skal have tiden til at gå med et eller andet. Hvis jeg selv kunne vælge, havde jeg strinteopkastet, så giften kunne komme ud af mig. Men eftersom min roommate, Henrik, og hans kæreste (som er på besøg fra lille Danmark, Gud ske lov og pudseløjerligt, hyggeligt, æbelskewers etc.) sover inde ved siden af, forsøger jeg at være nogenlunde lydløs. Lige så (overraskende) lydløse, som de er.

Anyway, eftersom jeg er godt to måneder bagud, er der rigeligt med ting at skrive. Jeg lavede en twitter, da jeg kom herover, som hed ‘Fuck you, I LOVE America!’, men det har siden vist sig at være en fed løgn. For jeg elsker ikke Amerika. Jeg elsker ikke specielt meget. Ikke engang high fructose corn syrup. Men hvis jeg gjorde det, ville jeg selvfølgelig også elske Amerika, for hele landet er fandme bygget på det lort…

Hvis du allerede nu har på fornemmeren, at det her bliver en pænt bitter blog, så har du så mega meget ret at det næsten er smerteligt…